Pilgaard Publishing er et lille uafhængigt mikroforlag, hvor jeg kan hygge mig med at udgive litteratur på forskellig festlig vis. Det vil selvfølgelig være rart hvis man kunne tjene penge på projektet, men i første ombæring handler det om at få noget litteratur tilbage i omløb og holde mig nogenlunde skadesløs under udførelsen. Ud over det gamle litteratur der skal tilbage i omløb, har jeg en række noveller og romaner jeg godt kunne tænke mig at se på dansk og der er en del danske ting jeg godt kunne tænke mig at få oversat og ud til omverdnen.
Der er en masse planer og tanker og det ville da heller ikke være skidt hvis det var noget man blev rig af... det er der nu ikke den store sandsynlighed for. Foreløbig skal vi lige have projektet op og flyve sikkert på vingerne.
Lidt historik
Tilbage i 2010 faldt jeg over en masse interessante bøger på et antikvarisk udsalg. Jeg havde allerede arbejdet lidt med digitalisering af litteratur på sitet WeirdSpace, men dette var startskuddet til at jeg begyndte at scanne og digitalisere dansk litteratur i et målrettet forsøg på at få nogle af de gamle kulturskatte tilbage i omløb.
I 2012 flyttede jeg de digitale tekster over på et separat site, som hedder WeirdSpace Digital Library, og en idé om et forlag begyndte at forme sig. Det skulle i så fald være noget jeg ville gøre når jeg blev pensioneret, dvs. en gang efter 2035. Det blev så noget før, kan man roligt sige.
Som digitaliseringen skred frem begyndte jeg også at ville samle det som eBøger, som folk kunne hente til diverse læsere. For at gøre dette rigtigt, skal man være oprettet som forlag og have ISBN-numre på bøgerne. Fair nok, så i 2013 blev WeirdSpace Digital Library registreret som forlag. Så meget for 2035-planen, men i det mindste var det ikke andet end at skulle have nogle ISBN-numre. Ikke noget med forlagsvirksomhed i klassisk forstand, og slet ikke noget med penge! Et forlag i gængs forstand var stadig et stykke ude i fremtiden. Efter 2035 lød stadig som en god idé, men det kunne også blive tidligere... 2027 når jeg blev 60, og skulle trappe lidt ned på arbejdet og have noget at hygge mig med, lød som en OK plan... hvis det endelig skulle være.
Som 2013 skred frem begyndte jeg også på et par sites om kemi og programmering af hjemmesider, og siden da har det udviklet sig til en slags forfatterskab. Det var ikke lige planen, men det var forlaget i 2013 i stedet for 2035 så heller ikke. Jeg fik også nogle reklamer på hjemmesiderne i 2015. Det var heller ikke planen, men som internettet har udviklet sig, var det en nødvendighed, for stadig at blive fundet. Jeg kunne også have betalt for at reklamere med hjemmesiderne, men det gav endnu mindre mening en at have reklamerne.
Dette bringer os frem til efteråret 2016. Der er gang i en masse skriverier og oversættelser, og der mangler et dedikeret forlag til håndteringen af det hele. Skulle man jagte rundt efter forlag? Det har jeg set andre gøre. Som verden ser ud i dag, giver det mere mening at være selvudgiver eller mikroforlag eller small press eller hvad man nu vælger at kalde det. Helt almindeligt bliver det ikke, fordi jeg også har en række hjemmesider med indhold, som bliver en anden måde at udgive på, end de traditionelle bøger, hvad entent det er pBøger, eBøger eller lBøger.
Livet det er det der sker, mens man havde travlt med andre planer, og planerne for noget der MÅSKE skulle være et projekt i 2027 eller efter 2035, blev pludselig noget der startede op i 2017... og ved I hvad? Det er faktisk slet ikke så ringe endda!